Vallée Moray

Loire, Frankrig

Vallée Moray er et lille domaine drevet af den tidligere meterolog Herve Greiner. Det er et meget low-key projekt, kun et par hektar på toppen af Montlouis-plateauet og en lille bitte kælder. Herve er en meget underspillet mand, han har akademikerens ydmyghed, men også grundighed og en nysgerrighed omkring sit terroir, der giver vinene en knivskarp balance mellem eksperimentel jazzy Loire og klassisk stor vin. Han dyrker en blanding af Chenin Blanc, Pinot Noir og Gamay som er op til 80 år gamle. Jorden er mest ler og kalk, men der er en smule flint og silt i nogle af hans parceller. Han arbejder generelt med at give sin Chenin alder på gamle fade, det er seriøse og store vine han laver, med en vibrerende energi i frugten og tydelig terroir. Her er man ikke i tvivl om hvorfor Chenin Blanc er kongen i Loire.